Midt i mørket
❖
Søndag d. 19. december
Midt i mørket
– Yoga nidra workshop i anledning af vintersolhverv og det nye år.
Denne workshop giver mulighed for at fordybe dig i meditativ og hypnotisk praksis, så du kan lande i en tilstand af dyb ro midt i vintermørket og fornemme ind i dine ønsker for det nye år. Workshoppen byder på blid bevægelse, to længerevarende yoga nidras, meditation og refleksion.
Yoga nidra kaldes også for yogisk søvn og modtages i en liggende stilling ligesom en guidet afspænding. Det er en powerfuld yogisk praksis der ved hjælp af åndedrætsøvelser, kropsscanning og visualiseringsteknikker bringer kroppen og sindet ned i en dyb tilstand af fred. Her beskriver mange en oplevelse af at ”vende hjem til sig selv” fordi den mentale dialog bliver så stille, at en naturlig tilstand af meditation og klarhed indtræffer ubesværet og helt af sig selv.
Yoga nidra virker på et dybt plan til at afspænde kroppen, aktivere det parasympatiske nervesystem, modvirke stress, balancere kroppens hormonsystem og genoplade energien. Det er derfor en terapeutisk teknik, som også er kendt i videnskabelige kredse for dets positive effekt på bl.a. angst, depression og PTSD.
I den klassiske yoga nidra arbejder man ofte med Sankalpa – en intention eller affirmation som kan udstikke en positiv retning for ens livsbane. Til denne workshop vil der være mulighed for at fornemme ind i ønsker for det nye år samt at forme en Sankalpa, som integreres på et meditativt niveau i den afsluttende nytårsnidra.
Workshoppen lukkes med en nytårsskål i alkoholfri bobler for at fejre overgangen til det nye år, din unikke livsvej og at vi snart, blot to dage inden vintersolhverv, går lysere tider i møde.
Denne workshop er for alle, der har lyst til at prøve yoga nidras gavnlige effekter. Har du aldrig prøvet teknikken før, vil du få inspiration til, hvordan du kan bruge yoga nidra i det daglige til at få mere ro og overskud i hverdagen.
Program:
Blid bevægelse
Yoga nidra for at lande i mørket
Meditation, refleksion og Sankalpa
Yoga nidra for det nye år
Nytårsskål i alkoholfri bobler
Om Underviseren
Illona underviser i Yoga Vesterbro i hatha, yinmind og kundalini yoga, hvor hun ofte integrerer teknikker fra yoga nidra i sine klasser. Hun har studeret yoga nidra hos Kamini Desai/Amrit Yoga institute samt hos Uma Dinsmore Tuli, som er en af hendes store inspirationskilder. Illona har 15 års spirituel praksis i bl.a. yoga og meditation bag sig, hvor hun især har fordybet sig i mere terapeutiske og transformerende teknikker til at finde mere fred, glæde og formål i hverdagen.
Læs mere om Illona her
DATO: Søndag d. 19. december
TIDSPUNKT : 11.00 – 13.30
PRIS: 350 kr. inkl. te, snacks og alkoholfrie nytårsbobler
UNDERVISERE : Illona Marquard
SPØRGSMÅL : kontakt@yogavesterbro.dk